Husmårens familie

Hvis du får øje på et mårdyr i den danske natur, skal du i første omgang prise dig lykkelig. De er af natur en ganske sky dyrerace og flygter som regel i god tid, inden vi mennesker kommer i nærheden af dem.

Derefter gælder det om at få typebestemt dyret. Mårfamilien er nemlig vidtforgrenet og en lang række af de forskellige arter lever frit i Danmark. Ingen af dem er særlig rare at få ind på matriklen, men i den forbindelse er det heldigvis næsten kun husmåren, du skal bekymre dig om.

Husmåren er også det eneste mårdyr, der ikke er totaltfredet. Dvs. hvis du generes af en form for mårdyr, skal du altså håbe på, at det er en husmår for de øvrige arter har altså lov til at boltre sig som de har lyst til. Se dog undtagelserne nedenfor for brud og mink.

Husmårens familie

I alt har husmåren seks naturlige fætre i Danmark. Dertil kommer en fremmedarbejder ifa. minken og en, der slet ikke tilhører familien, men snylter lidt på det gode navn ifa. mårhunden.

Skovmår

Skovmåren kaldes Martes martes på latin. Den er husmårens nærmeste slægtning, og selv for eksperter kan det være svært at se forskel. Skovmåren har dog som regel en mere ren brun farve end husmåren, fordi dens varme underuld også er brunt i modsætning til husmårens grå underuld. Hvor husmårens hvide brystplet deler sig i to ned over forbenene, er skovmårens brystplet ud i et stykke og mere gul i det. Den mest afgørende forskel er dog ofte snuden, hvor skovmårens er sort, mens husmårens er lys i retning af det lyserøde.

De øvrige kendetegn skal man nærmest have et dyr af hver slags for at kunne bedømme: Skovmåren vejer lidt mindre, har en smule længere ben, lidt større ører og er mere behåret under poterne. Dertil kommer mindre forskelle på kranie og tænder, der i praksis kun kan konstateres, når dyrene er fanget eller døde.

I modsætning til husmåren befinder skovmåren sig imidlertid bedst i skoven, hvor den kan benytte sin smidige, hurtige og adrætte krop til at klatre og springe rundt i træer og buske. Skovmåren fanger og æder stort set enhver form for mindre dyr, den kan sætte kløerne i.

Skovmåren findes officielt i nåle-, løv- og blandingsskov over hele Danmark med undtagelse af Bornholm, men den er yderst sjælden og har været totalfredet siden 1930’erne.

Ilder

Ilderen kaldes Mustela putorius på latin og er som regel en smule mindre end husmåren.

Den er let genkendelig med sine sorte rande rundt om øjnene i et hvidt ansigt, der får den til at ligne en god gammel bjørnebandit med den karakteristiske ansigtsmaske. Ellers opleves ilderen generelt som grå, selvom den egentlig har sort pels over en hvid underuld.

Ilderen jager og æder alle former for smådyr, inkl. orm og andre insekter, men den har en forkærlighed for fisk og bosætter sig derfor ofte i nærheden af søer eller vandløb.

Modsat hus-og skovmår er ilderen ikke nogen udpræget klatrer, og den holder sig som regel ved jorden. Til gengæld slægter ilderen egernet på, når det gælder om at  samle forråd, og den er ikke sen til at slæbe af med overskydende mad til sikre steder, hvor det kan ædes i mere trange tider. Af samme grund æder ilderen gerne ådsler.

Ilderen har boet i Danmark i mange tusind år, men har været uddød i flere perioder. Den er dog altid genopstået – enten via indvandring, ved at slippe fri fra fangenskab eller via genudsætning.

Siden 1940’erne er bestanden af ildere svundet ind, da dens naturlige levesteder er forsvundet i takt med landbrug og byers udvidelse. Ilderen har derfor været fredet siden 1983, omend den må jages, hvis den generer mennesker eller dyr i nærheden af bebyggelse.

Fritten er en særlig underart af ilder, der i den helt hvide albinoudgave ofte benyttes som kæledyr. Fritten er ikke en naturlig del af den danske natur, men den kan parre sig med “almindelige” ildere og få levedygtigt afkom.

Brud

Brudens latinske navn er Mustela nivealis, og den er det mindste rovdyr, vi har i Danmark.

Den minder om en rødbrun husmår i miniformat, selvom brudens hale er noget kortere ift. kroppen. I alt er bruden ikke mere end knap 25 cm lang, hvor halen udgør omkring de 5 cm.

Pga. sin klejne størrelse er bruden i stand til at jage sin foretrukne føde, mus af enhver art, helt ned i deres egne musegange. Bruden er også en udmærket klatrer og æder gerne fugle og fugleæg, hvis den kan få fat i dem.

Selvom bruden er stærk ift. sin størrelse og kan tage både rotter og kaniner, så er den også selv udsat, og mange brude bliver ædt af alt fra katte over ræve til ugler og andre rovfugle.

Bruden bor de samme steder som hus-og skovmår og har været totalfredet i Danmark siden 1967.

Lækat

Lækatten hedder Mustela erminea på latin, men er af de fleste nok mest kendt under navnet hermelin.

Om sommeren ligner lækatten en mindre udgave af husmåren. Fuldt udstrakt er lækatten omkring 30-35 cm lang, hvoraf halen udgør 1/3 og er udstyret med en sort spids.

Om vinteren skifter lækatten imidlertid farve til snehvid – dog bevares den sorte halespids – og denne smukke pels har været eftertragtet af kongelige og andre adelige gennem århundreder.

Som sin mindre fætter bruden æder lækatten fortrinsvis mus, men den går ikke af vejen for at æde hverken fugle, æg eller harekillinger, hvis den kan fange dem. Lækatten og bruden konkurrerer ofte om de samme levesteder, og selvom de kan leve side om side, så er den ene eller den anden art som regel dominerende i ét område.

På samme måde som ilderen har lækatten oplevet menneskene trænge sig ind på dens naturlige leveområder, og den er derfor totalfredet for at bevare den faldende bestand.

Grævling

Grævlingens latinske navn er Meles meles, og den er sammen med odderen de absolut største medlemmer af mårfamilien. En voksen hangrævling kan blive op til 1,1 meter lang inkl. 20 cm hale og veje op til 17 kg.

Selvom grævlingen og husmåren altså er i familie, er de ikke udstyret med mange fællestræk. Grævlingen er stor, grå og tyk (i hvert fald sidst på sommeren) og har solide, lange kløer, der er skabt til at grave.

Grævlingens udseende er også anderledes end de øvrige mårdyrs. Først og fremmest er grævlingens ansigt hvidt med to brede sorte striber fra snuden op omkring øjnene. Dens hovedform er også mere aflangt og nærmest tryneformet, hvilket den nyder godt af, når den jager sin foretrukne spise; regnorme.

Grævlingen æder alt, hvad den kommer i nærheden af og kaldes også for skovens skraldemand. Danmarks største landlevende rovdyr (i hvert fald ind til ulvens tilbagekomst bliver bekræftet) foretrækker dog de næringsrige regnorm, som den kan finde og æde op til ti stykker af i minuttet på en god nat.

Modsat de andre mårdyr er grævlingen et socialt dyr, der bor i underjordiske grævlingegrave med op til tolv individer. Det er heller ikke uhørt, at grævlinger deler grav med en ræv. Grævlingen er mindre aktiv om vinteren, hvor den kan sove flere dage i træk og tære på sit fedtlag.

Grævlingen graver som regel sin grav i skoven, så langt væk fra mennesker som muligt, og den er naturligvis totalfredet i Danmark.

Odder

Odderen har det mundrette navn Lutra lutra på latin, og den er amfibieudgaven af en husmår – bare tre gange så stor. En voksen hanodder vejer normalt helt op til 17 kg og bliver 130 cm lang, hvoraf halen udgør omkring 1/3.

Odderens pels er mørkebrun med lysebrunt bryst og bug.

Modsat de andre medlemmer af mårfamilien er såvel odderens pels som kropsbygning indrettet til ophold i vandet.

Ift. husmåren er odderens hovedfacon mere flad, dens ører mindre, halsen tykkere og halen både større og mere muskuløs. Kombineret med svømmehud mellem tæerne, en vandskyende underhud og pelsens lange dækhår betyder det, at odderen befinder sig lige godt i vand som på land.

Odderen bor altid ved vandløb eller søer, hvor den primært fanger og æder fisk. Den kan dog også tage frøer, fugle og andre smådyr, hvis fiskemængden er knap.

Som mange af de øvrige medlemmer er mårfamilien, har odderen oplevet en generel tilbagegang i bestanden, og det skønnes i dag, at der kun er omkring 400 eksemplarer tilbage i Danmark. Af samme grund har odderen været totalfredet siden 1967.

Mink

Minken, der er bedre kendt som Mustela vison i latinske kredse, hører ikke oprindeligt hjemme i den danske natur.

Danske landmænd har dog opdrættet mink på særlige farme siden 1930’erne, og danske minkskind er kendt for at have noget nær den ypperste kvalitet i verden.

Gennem årene har adskillige mink haft held til at undslippe fra disse minkfarme enten ved uheld, eller fordi de har fået hjælp udefra. I alt skønnes det, at over 60.000 mink er sluppet ud fra minkfarme bare i løbet af de seneste femten år, og mange steder har dyrene haft held til at etablere egentlige bestande.

Minken er i stærk konkurrence med de øvrige mårdyr og har mange steder formået at udkonkurrere sine vilde familiemedlemmer.

Overordnet set minder en mink meget om en skovmår både mht. størrelse og farver, men den adskiller sig markant ved at have svømmehud mellem tæerne og være en forholdsvis adræt svømmer.

Derfor foretrækker minken også at bosætte sig i nærheden af søer og vandløb, hvor den æder fisk, padder og andre vanddyr. Den er dog ikke helt så god til at fange fisk som odderen, så den supplerer som regel sin kost med æg, fugle, mus, rotter og egern.

Minken er heller ikke en ukendt gæst i hønsehuset.

Minken hører ikke til i Danmark, og den må derfor jages året rundt.

Mårhund

Mårhunden lyder det latinske navn Nyctereutes procyonoides og er trods sit danske navn slet ikke et mårdyr. I stedet er der tale om en form for hund.

Mårhunden stammer fra Asien og hører på ingen måde hjemme i den danske natur, men er observeret så mange gange i løbet af de senere år, at der er iværksat en regulær indsatsplan for at udrydde den.

Naturstyrelsen er særlig opmærksom på udbredelsen af mårhunden, da den ikke bare udkonkurrerer de lokale rovdyr, men også er potentiel smittebærer af rabies og forskellige parasitter,der potentielt kan være farlige for mennesker.

Mårhunden ligner en buttet gråbrun ræv med sporadiske sorte hår og bliver omkring 70-80 cm lang inkl. knap 20 cm busket, sortstribet hale. Ansigtet minder om en vaskebjørn eller en ilder med tydelige sorte rande om øjnene.

Den er en hurtig og effektiv jæger, der primært lever af fugle og små pattedyr, men den går ikke af vejen for at æde ådsler.

Mårhunde lever i små familieflokke, men de hører ikke hjemme i dansk natur og må jages hele året. I de senere år har omkring 150 mårhunde på den ene eller den anden måde mistet livet i Danmark.