Husmår – fakta og baggrundsviden

Husmåren (Martes foina på latin) er et lille rovdyr fra mårfamilien, der er meget almindelig i Danmark og andre steder i Europa.cropped-Hold-husmåren-væk.jpg

Den har en slank krop, lave ben, runde ører, sorte øjne og bleg lyserød snude.

Når den står på fire ben, er en gennemsnitlig husmår ca. 12 cm høj fra skulder til fod, og den strækker sig ca. 70 cm i længden. Heraf udgør den buskede hale omkring de 25 cm. Den voksne husmår vejer fra 900 gram til 2300 gram, hvor hannerne er størst.

Farvemæssigt ses husmåren i forskellige nuancer af gråbrun. Den yderste del af husmårens pels består nemlig af lange brune hår, mens den har grå, bløde uldhår tættest på kroppen for at holde varmen. På brystet har husmåren et af sine særlige kendetegn; en lang hvid plet, der strækker sig fra halsen og deler sig ned på forbenene.

Da husmåren er i familie med minken, er dens pels naturligvis også eftertragtet, uden dog helt at kunne komme i nærheden af minkpelsens kvalitet. Husmårens pels bruges i langt større grad til mårhårspensler, hvis kvalitet især er eftertragtet inden for akvarelmaling pga. deres gode evne til at holde på vandet og bevare faconen.

Hvor bor husmåren?

Husmåren lever i skove – sammen med sin nærmeste artsfælle, skovmåren – og indretter sig på steder, hvor det kræver en minimal egenindsats at bygge en rede, som eksempelvis hule træer, forladte rævegrave, store fuglereder eller naturlige stenforekomster (husmåren stammer oprindelig fra klipperige områder og kaldes af den grund også for stenmår). Husmåren er dog bedst kendt for sin forkærlighed for at indrette sig tæt på mennesker, i udhuse og på lofter.

Da det er et natdyr, er det de færreste mennesker, der har set andet end husmårens efterladenskaber og spor. Langt de fleste skænker derfor ikke dyret en tanke, før der en dag flytter et eksemplar ind på deres loft.

Heldigvis optræder husmåren som regel alene, da den er udstyret med særlige kirtler under halen, der kan afsætte et sekret, hvis duft fortæller andre husmårer, at de skal holde sig væk, fordi pågældende område allerede er optaget til anden side.

Hvad spiser husmåren?

Husmåren er et adræt dyr – omend den ikke helt kan leve op til skovmåren på dette punkt – og den klatrer uden problemer op i træer og op ad husmure for at få fat på sit bytte.

Den foretrukne spise er fugle, æg, mus og andre gnavere, men der glider også insekter, bær og frugter ned, hvis føden ellers er knap. Visse muse- og rottebefængte steder har man til tider vurderet, at husmåren var til mindre skade, end de mange gnavere, og den har derfor været benyttet som levende musefælde.

Husmåren er i stand til at tage dyr så store som høns, ænder, harekillinger og egern, hvis den får chancen.

Må jeg skyde en husmår?

En husmår er ikke farlig for mennesker, men da den har en adfærd, der kan påføre stor materiel skade, anses den som skadedyr i bymæssig bebyggelse.

Husmåren er derfor det eneste dyr fra mårfamilien, det er tilladt at jage (selvfølgelig kun for jægere med jagttegn). Jagtsæsonen går fra 1. september til 31. januar, og jægere nedlægger hvert eneste år omkring 4.500 husmårer. Dertil kommer omkring 1.500 dyr, der fanges i fælder.

En husmår, der er flyttet ind på et loft eller på anden måde gør skade, må dog jages og fanges når som helst på året. Hvis en husmår aflives eller fjernes uden for jagtsæsonen, er det af yderste vigtighed at lokalisere evt. unger, så de kan blive aflivet på human vis. Ellers vil de uden tvivl dø af sult.

Husmåren og dens unger

Husmårer parrer sig om sommeren, men da det er uhensigtsmæssigt for de små mårunger at blive født til en kold vinter, er mårmoderen begunstiget med forlænget drægtighed. Forlænget drægtighed betyder, at det befrugtede æg går i dvale i livmoderen og først begynder at udvikle sig i løbet af de sidste vintermåneder.

Herefter går det imidlertid stærkt, og i løbet af en måneds tid har fosteret udviklet sig til at blive født. Husmåren føder derfor sine unger i marts-april måned og som regel i kuld på 2-4 stykker.

I begyndelsen er ungerne nøgne, blinde og hjælpeløse. De dier hos deres mor, der generelt må passe godt på dem, indtil de er i stand til at klare sig selv 5-6 måneder senere. Herefter begiver ungerne sig ud i verden, hvor de flytter ind på loftet hos intetanende parcelhusejere.